Projektbeskrivelse
På UCSR vil vi gerne skabe en større interesse for og kendskab til vores uddannelsestilbud. Dette vil vi gøre ved at gøre opmærksom på den håndværkstradition og historie, som forbinder de lokale generationer med hinanden. Særligt vil vi gerne have skabt en interesse for erhvervsuddannelserne tidligere hos eleverne allerede i folkeskolen gennem netop brugen af historieformidling og opmærksomhed på den lokale samhørighed.
Håbet er, at interessen fører til, at flere elever vælger en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. skoleår. Desuden er hensigten, at give elever og forældre indsigt i, at erhvervsfagene også udvikler sig - og at der også er udvikling i de fag deres bedste- og oldeforældre beskæftigede sig med.
Gennem aktiviteten arbejdes med undervisningsforløb inden for metalfaget med en fortælling om udviklingen inden for faget. Skoleelever skal over fire dage arbejde med faget i et historisk perspektiv. Forløbet skal give eleverne indsigt i fagets praktiske udvikling fra fortid til nutid, samt hvad forventningen er ind i fremtiden.
Undervisningsforløbet finder sted på henholdsvis grundskoler, erhvervsskole, museum og en lokal virksomhed.
Forløbene laves i samarbejde med folkeskolens lærere, så der skabes sammenhæng med deres undervisning og præsentation af faget og den historiske udvikling i faget og i samfundet.