Projektbeskrivelse
Vi har på Tradium i Randers lavet en forsøgsaktivitet med særligt fokus på at oprette en ny støtteordning for bestemte elever. Formålet med aktiviteten er at få erfaringer med at støtte unge, der af varierende årsager (herunder ikke pga. diagnoser) er frafaldstruede på grundforløb 2. Udfordringerne kan være personlige i forhold til manglende motivation eller ressourcer, sociale udfordringer mv.
På baggrund af disse erfaringer udvikles en tilgang og metode; en "fastholdelsespædagogik", som efterfølgende kan anvendes til at støtte flere usikre unge til at få et mindre problemfyldt og mere motiverende grundforløb 2, samt en sikker overgang til praktikplads og hovedforløb.
Den umiddelbare effekt af indsatsen er, at unge i indsatsen fastholdes på baggrund af udviklet tilgang og metodik. På længere sigt vil den udviklede metode være med til at sikre, at flere frafaldstruede elever fastholdes eller støttes i overgang til andet uddannelsestilbud.
Aktiviteten er dermed udarbejdet med henblik på at fastholde frafaldstruede elever gennem metodeudvikling af en særlig håndholdt fastholdelsesindsats. Indsatsen skal varetages af de undervisere, der er tættest på eleverne i hverdagen. Indsatsen skal desuden koordineres i tæt samarbejde med den kommunale ungeindsats.
Metoden handler om veje til at spotte, afdække og understøtte den unge til at håndtere de personlige og sociale udfordringer, der fjerner fokus fra uddannelsen. Det undersøges, hvordan samarbejdet omkring den unge samt kontinuerlig sparring og coaching sikrer, at den unge selv kan rumme, magte og håndtere sit uddannelsesvalg.
Underviserne skal løbende være i dialog med frafaldstruede elever for at understøtte fastholdelse. Dialogen skal omhandle stilladsering af både undervisning samt mere personlige og sociale forhold. Konkret skal indsatsen foregå på grundforløb 2, og med udgangspunkt i den enkelte elev udvikle et klassefællesskab. Indsatsen skal dokumentere, at den også økonomisk er en fordel for uddannelsesinstitutionen, da flere elever vil gennemføre.